Selskabsmeddelelse nr. 04/2021:

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Wirtek A/S

Wirtek A/S (CVR-nr. 26042232) afholder ordinær generalforsamling onsdag d. 7. april 2021, kl. 14:00 som elektronisk generalforsamling. 

Dagsorden i henhold til vedtægterne:

  1. Valg af dirigent.
  2. Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse.
  3. Beslutning om meddelelse af decharge til bestyrelse og direktion.
  4. Beslutning om anvendelse af årets overskud, herunder fastsættelse af udbyttets størrelse samt om dækning af eventuelt tab i henhold til den godkendte årsrapport.
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen.
  6. Valg af revisor.
  7. Bemyndigelse til køb af egne kapitalandele.
  8. Eventuelle forslag fra bestyrelsen og aktionærer.
    1. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til udstedelse af tegningsoptioner (warrants).
    2. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til at gennemføre en kapitalforhøjelse uden fortegningsret til eksisterende kapitalejere.
    3. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse af bestyrelsen til at afholde generalforsamlinger fuldstændig eller delvist elektronisk.
    4. Forslag fra bestyrelsen om ændring af standarddagsordenen
    5. Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til at ændre ejerbogsfører
    6. Forslag fra bestyrelsen om ændring af selskabets vedtægter i det hele.
  9.  

 

Ad 2) – Årsrapport

Den reviderede årsrapport er offentliggjort ved First North meddelelse nr. 3/2021, dateret d. 4. marts 2021.

Ad 4) – Beslutning om anvendelse af overskud

Bestyrelsen foreslår udbetaling af udbytte på 0,20 kr. per aktie med en pålydende værdi på 0,15 kr.

Ad 5) – Valg til bestyrelsen

Bestyrelsen foreslår genvalg af Kent Mousten Sørensen, Jens Uggerhøj og Michael Aaen.

 Bestyrelsens øvrige ledelseshverv i andre erhvervsdrivende virksomheder fremgår af side 28 i selskabets årsrapport.

Ad 6) – Valg af revisor

Bestyrelsen foreslår genvalg af selskabets revisor BDO Statsautoriseret Revisionsaktieselskab. 

Ad 7) – Bemyndigelse til at købe egne kapitalandele

Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen meddeler bestyrelsen bemyndigelse til i perioden indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne kapitalandele.

Det foreslås, at bestyrelsen bemyndiges til at erhverve indtil 10 % af selskabets aktier til en pris, der udgør den til enhver tid værende børskurs for selskabets aktier plus/minus 5 %.

Ad 8.a) - Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til udstedelse af tegningsoptioner (warrants)

Bestyrelsen forslår, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at udstede tegningsoptioner (warrants), samt at bestyrelsen bemyndiges til at foretage den dertilhørende kapitalforhøjelse. De øvrige nøgleoplysninger om bemyndigelsen er følgende:

  • Varighed: Bemyndigelsen gives indtil den 4. april 2026.
  • Antal aktier: Nominelt kr. 225.000,00 aktier a nominelt kr. 0,15 pr. stk., svarende til 1.500.000 aktier.
  • De nuværende aktionærers fortegningsret foreslås fraveget.

De øvrige vilkår for bemyndigelsen fremgår af forslag til nye vedtægter punkt 3.5.

Ad 8.b) - Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til at gennemføre en eller flere kapitalforhøjelser uden fortegningsret til eksisterende kapitalejere

Bestyrelsen forslår, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at gennemføre en eller flere kapitalforhøjelser uden fortegningsret. De øvrige nøgleoplysninger om bemyndigelsen er følgende:

  • Varighed: Bemyndigelsen gives indtil den 4. april 2026.
  • Antal aktier: Nominelt kr. 300.000,00 aktier a nominelt kr. 0,15 pr. stk., svarende til 2.000.000 aktier.
  • Fortegningsret: De nuværende aktionærers fortegningsret foreslås fraveget.

De øvrige vilkår for bemyndigelsen fremgår af forslag til nye vedtægter punkt 3.6.

Ad 8.c) - Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse af bestyrelsen til at afholde generalforsamlinger fuldstændig eller delvist elektronisk

Bestyrelsen forslår, at bestyrelsen bemyndiges til at beslutte, om selskabets generalforsamlinger skal afholdes fuldstændig eller delvist elektronisk.

Det fremgår af punkt 8 i forslaget til nye vedtægter, hvordan elektroniske medier anvendes i forbindelse med deltagelse i generalforsamlingen. Det er et krav, at beslutningen herom optages i selskabets vedtægter.

Ad 8.d) - Forslag fra bestyrelsen om ændring af standarddagsorden

Bestyrelsen foreslår, at standarddagsorden for den ordinære generalforsamling ændres. Ændringen skyldes, at det i de nuværende vedtægters punkt 6.3, nr. 1 fremgår, at generalforsamlingen som et fast punkt skal have valg af dirigent. Det fremgår endvidere i de nuværende vedtægters punkt 8.1, at bestyrelsen udpeger dirigenten.

Bestyrelsen har derfor ønsket, at punktet ”valg af dirigent” udgår af dagsordenen for den ordinære generalforsamling, da dirigenten ikke bliver valgt af generalforsamlingen, men bliver udpeget af bestyrelsen. Ændringen har derfor til hensigt at sikre ensartethed.

Bestyrelsen foreslår følgende formulering af vedtægternes 6.1:

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde:

  • Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår
  • Godkendelse af årsrapport
  • Anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport
  • Beslutning om meddelelse af decharge til bestyrelsen og direktionen
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer
  • Valg af revisor
  • Beslutning om bemyndigelse til bestyrelsen til at købe egne kapitalandele
  • Eventuelle forslag fra bestyrelsen og/eller kapitalejerne
  • Eventuelt

Ad 8.e) - Forslag fra bestyrelsen om bemyndigelse til at ændre ejerbogsfører

Selskabets bestyrelse foreslår, at bestyrelsen bemyndiges til at indgå aftale med VP Securities A/S om, at VP Securities A/S skal føre selskabets ejerbog fremadrettet, samt at bestyrelsen må lave de nødvendige vedtægtsændringer i forbindelse hermed.

Baggrunden for dette forslag er, at VP Securities A/S kan levere en billigere løsning end den nuværende udbyder Computershare A/S, men med tilsvarende indhold.

Ad 8.f) - Forslag fra bestyrelsen om ændring af selskabets vedtægter i det hele

Bestyrelsen stiller forslag om, at selskabets vedtægter ændres i det hele for at modernisere vedtægterne, herunder ved at vedtægterne fremadrettet er dobbeltsprogrede med den danske version som værende den gældende og med en engelsk oversættelse af vedtægterne.

Langt de fleste ændringer er primært sprogligt. De ændringer, som har materiel karakter er angivet nedenfor.

Forslag til nye vedtægter vedlægges denne indkaldelse. Henvisningerne til punkter herunder er henvisninger til punktet i det nye forslag til vedtægter.

Punkt 3.4 – Vilkår for tegningsoptioner

Bestyrelsen har konstateret, at der ved en fejl ikke er vedlagt vilkårene for tegningsoptionerne på det tidspunkt, hvor bestyrelsen har udnyttet deres bemyndigelse til at udstede tegningsoptionerne nævnt i forslag til nye vedtægter punkt 3.3. For at korrigere dette forslås det, at vilkårene indgår som bilag til vedtægterne.

Punkt 5.9 – Forslag til generalforsamlingen

Dette punkt indgår i de nuværende vedtægters punkt 5.7, hvoraf det fremgår, at forslag fra aktionærer skal være kommet frem senest den 1. marts i året for afholdelse af generalforsamlingen. Bestyrelsen har ønsket, at fristen skal være samme frist som i selskabslovens § 90, stk. 2. Den ændrede bestemmelse er indsat i forslag til nye vedtægter punkt 5.9. Ændringen medfører, at forslag der er fremsat senest 6 uger før generalforsamlingens afholdelse, skal sættes på dagsordenen. Fremsættes de herefter, afgør bestyrelsen, om emnet kan optages på dagsordenen.

Punkt 7.1 – Registreringsdatoen

De nuværende vedtægters punkt 7.1 indeholder en bestemmelse om, hvornår en aktionær senest skal melde sin deltagelse i generalforsamlingen, samt hvordan den pågældende godtgør sin adkomst som aktionær. Bestemmelsen er ændret således, at denne er i overensstemmelse med selskabslovens § 84. Dette medfører, at en aktionær fremadrettet kan anmelde sin deltagelse i generalforsamlingen senest 3 dage før i modsætning til de nuværende 5 dage. Derudover skal en aktionær godtgøre sin adkomst som aktionær ved at være registreret i selskabets ejerbog.

Tidligere punkt 11 – Ejerbeviser

De nuværende vedtægter indeholder et punkt 11 om, at der kan gennemføres mortifikation af ejerbeviser. Da der ikke er udstedt ejerbeviser anses bestemmelsen for at være overflødig, hvorfor den foreslås fjernet.

Majoritetskrav

Vedtagelse af de under dagsordenens punkter 2-7 kræver, at forslagene vedtages med simpelt stemmeflertal, jf. selskabslovens § 105.

 Vedtagelse af de under dagsordenens punkt 8(a)-8(f) kræver, at mindst 2/3 af såvel de afgivne stemmer som den på generalforsamlingen repræsenterede aktiekapital tiltræder forslaget, jf. selskabslovens § 106, stk. 1.

Aktiekapital og stemmeret

Selskabets aktiekapital udgør på indkaldelsestidspunktet nominelt DKK 1.035.361,80.

Hver aktie af nominelt DKK 0,15 giver én stemme jf. vedtægternes pkt. 7.3.

Ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen tilkommer aktionærer, som er noteret i ejerbogen på registreringsdatoen, som senest på registreringsdatoen har anmeldt og dokumenteret deres erhvervelse af aktier i selskabet med henblik på notering i ejerbogen, eller som er dokumenteret ved forevisning af dokumentation fra kapitalejerens kontoførende pengeinstitut om at være ejer på registreringsdatoen. Registreringsdatoen er mandag den 31. marts 2021. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har løst adgangskort. 

Adgangskort

Det følger af selskabsloven, at enhver kapitalejer og en medfølgende rådgiver er berettiget til at deltage i generalforsamlingen, såfremt kapitalejeren senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse har rettet henvendelse til selskabets hovedkontor i Aalborg med anmodning om at få udleveret adgangskort. Anmodning om adgangskort kan ske via e-mail til ir@wirtek.com eller ved skriftlig henvendelse.

Kapitalejere, der ikke har anmodet om at få udleveret adgangskort, vil ikke have adgang til generalforsamlingen.

Fuldmagt

Du kan rekvirere fuldmagt til generalforsamlingen på selskabets hjemmeside https://www.wirtek.com/investor-relations. Fuldmagten kan afgives ved at udfylde, underskrive og returnere fuldmagtsblanketten til Wirtek A/S, Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø, eller pr. e-mail til ir@wirtek.com.

Fuldmagter skal være Wirtek A/S i hænde senest den 6. april 2021, kl. 23:59.

Brevstemme

Hvis du ikke har mulighed for at deltage i generalforsamlingen, kan du vælge at afgive stemme pr. brev. En brevstemme kan ikke tilbagekaldes.

Du kan rekvirere brevstemmeblanketten til generalforsamlingen på selskabets hjemmeside https://www.wirtek.com/investor-relations. Brevstemmen kan afgives ved at udfylde, underskrive og returnere brevstemmeblanketten til Wirtek A/S, Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø, eller pr. e-mail til ir@wirtek.com.

Brevstemmer skal være Wirtek A/S i hænde senest den 6. april 2021, kl. 23:59 

Yderligere oplysninger

Senest 3 uger før afholdelse af generalforsamlingen vil følgende yderligere oplysninger om generalforsamlingen være tilgængelig på selskabets hjemmeside:

  1. Indkaldelsen
  2. Det samlede antal kapitalandele og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen.
  3. De dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen.
  4. Dagsordenen og de fuldstændige forslag samt formularer der anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt og ved stemmeafgivelse pr. brev, medmindre disse formularer sendes direkte til kapitalejerne.

 

Aalborg d. 16. marts 2021

På vegne af bestyrelsen i Wirtek A/S

Kent Mousten Sørensen
Formand

 

Forslag til de opdatererede vedtægter kan downloades her.

 

Yderligere information

  • Kent Mousten Sørensen, Bestyrelsesformand, Wirtek A/S, Telefon: +45 2125 9001
  • Michael Aaen, CEO, Wirtek A/S, Telefon: +45 2529 7575, E-mail: ir@wirtek.com
    Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø, wirtek.com
  • Per Vestergaard, Certified Advisor, CDI Global, Telefon: +45 2176 4317

Om Wirtek

Wirtek er et dansk IT-outsourcing selskab. Siden 2001 har vi hjulpet virksomheder med at udvikle værdiskabende softwareløsninger og elektroniske produkter.

Flere af vores kunder har været hos os i mere end 10 år, hvilket i høj grad skyldes vores fokus på både tætte kunderelationer og vores ufravigelige krav om at levere software af høj kvalitet. Vores kunder får værdiskabende tekniske løsninger fra et engageret team, der arbejder, som var de ansat hos kunderne.

Wirtek har kontorer i Danmark (hovedkontor + salg) og tre udviklings- og testcentre i Rumænien, og vi er mere end 100 kollegaer. Wirtek blev noteret på Nasdaq First North Growth Market Denmark i 2006.

Ticker: WIRTEK (DK0060040913)

Sign up for our investor news

If you wish to receive regular investor-related news and company announcements from us, please fill in this form.